Sitemap    

Sagaen

                      Sagaen om de gæve vikinger fra Vesterhavshytten

 

Der var en gang, for mange år siden, da en broget forsamling, sad og prøvede, at overgå hinanden med pralerier og sprogkunst.

 

De så jo herrens ud disse gamle halvtosser. De var meget forskellige af udseende. Nogle var høje af vækst, med store maver, at da de i fuldskab prøvede en hoola hoop-ring, ja så kom den aldrig længere ned end til brystet. Andre var mindre, både i den ene og den anden forstand. Så var der en bitte en, som i sine pralerier, nok var den største kriger og med et sprog, så selv de groveste medhørere måtte gå baglæns ud af døren. Den mest særprægede, var nok ham, da han blev beruset, talte kun fransk. Han var så sprogkyndig, at han irettesatte dem, som ikke var så gode til det talte sprog. Så ham kaldte vi bare for ”ordbogen”, så var ingen i tvivl hvem det drejede sig om.

 

Det gæve vikingeblod hev i dem og de fik udlængsel og så lod de  et skib bygge, der fik navnet Tvørábáturin. Det skulle efter sigende være et kosteligt syn, da den første gang skulle bemandes og døbes. Efter sædvane sloges de altid om, hvor de skulle sidde, alt imens den ”bitte” sad og hoppede fra den ene side til anden med eder og forbandelser. Det mindede i betænkelig grad meget  om tegneserien ”Asterix og Obelix”

 

Midt i alt kaoset var der en præst, som skulle velsigne båden med kingosalmer. Den stakkels mand prøvede og prøvede, at komme til orde, men der var nok kommet for meget indenfor vesten hos de andre , så seriøsiteten var ikke rigtig tilstede . I al forvirringen  kom præsten, som var styrmand  til at ro modsat, som traditionen ellers bød på. Der var råb fra land, men ak, den gode præst misforstod og tog det for  en hilsen og vinkede tilbage,  således som mandskabet også tog fejl og roede i den retning han vinkede. Til sidst var alt kaos og præsten måtte hjem, da hans øjne var kommet til at kigge i hver sin retning. Men, som altid endte det alligevel  i fryd og gammen da mjødet blev skyllet ned.

 

 

Så var der udlængsel igen og man besluttede sig til et togt til Brennö i Sverige med båd på  trailer. Det startede festligt op. Da trailer med mere skulle pakkes, var alle lige kloge og uenige, om hvordan båden skulle op på vognen  Og som altid efter nogle bajeres tid, gik det helet op i en højere enhed og rejsen var i fuld gang over de svenske stepper På et tidspunkt havde praleriet tørret ganerne så meget , at nu måtte der pauses på en rasteplads. På rigtig færøsk maner, kom der tør fisk, grind,  spik og skærpekød på bordet alt imens en flaske med White Horse og masser af mjød   flankerede borddækningen    et ægte vikingemåltid.

 

Mandehørmen med den stærkt luktende mad , vakte opsikt for de pæne svenskere, som holdt sig i behørig luktefri afstand og man talte om, at dette var sikkert et skuespil der skulle indøves fra vikingetiden til stor morskab for vikingerne fra Vesterhavshytten

 

Da alle var kommet frem i god behold, fik man en skole som tilholdssted på Brennö for at hvile ud til den store dyst, dagen der på i ”Gøtaelven”.

Det varede ikke længe før duften af vikingemad i et endnu større udvalg blev sat på bordet og hørmen bredte sig overalt på skolen. Nu skulle der festes spises og drikkes til den lyse morgen. Der blev sunget og fortalt om drabelige oplevelser på alverdens sprog, ja endda på fransk . Det gik fint med forståelsen for alle snøvlede mere eller mindre efter indtagelsen af de våde varer.

 

Da dagen gryede, hørtes en forfærdelig jamren af katte udenfor. Lugten fra den færøske mad, havde lokket samtlige katte på øen til skolen, hvor de sloges om tør grind, afgnavede ben fra skærpekød, som var smidt uden for i en pose der var revet op.

 

Da de forskellige fik øjne gik nogen i bad og sauna. Præsten gik glad i sauna. Hvad han ikke vidste, var, at der sad en svensk ungmø også i saunaen. Da præsten steg ind i saunaen for begge  forskrækket op og i al forfippelsen, tabte præsten sit håndklæde om livet og var blottet som vorherre havde skabt ham. Den svenske flicka udbrød ” det må jeg sige, det var en veludrustet præst”.  Så blev der for alvor kaos på skolen, man så en flygtende præst i bar numse. En ældre dansk kvinde, som nu også var kommet tilstede udbrød,  jamen sikken en nuttet mandenumse.               Efter at latteren havde lagt sig og morgenmåltidet indtaget skulle alle af sted for at deltage til kaproningen. Tvørábáturin blev taget på slæb ind til starten. Roerne tog færgen til Saltholmen . og en af roerne havde altid en ubændig trang til at snakke med folk han mødte, ligesom han altid skulle på toilettet når vi skulle køre. Da bilen havde kørt et kvarters tid, manglede vi  manden der altid havde god tid. Tvørábáturin startede kaproningen med en noget broget forsamling. Aftenen før, udskejelser, satte hurtigt sit præg på roningen,  og vi blev agterudsejlet af den ene efter den anden svenske båd for til sidst at være nr. 2 i den forkerte ende.

 

På tilbagevejen til Brennö blev den formastelige agterudsejlede samlet op til stor morskab for de øvrige. Men, der skal siges han tog det pænt. Som han sagde, nu kunne jeg snakke lige som jeg ville med de indfødte uden indblanding.

 

Tab og vind med samme sind, er der nogen der siger. Humøret fejlede ikke noget. Efterfølgende  blev vi inviteret til fest på den lokale brandstation. Jeg ved ikke om de var lidt bange for skolen, efter den forrige dags udskejelser så en eventuel brand kunne slukkes fra brandudstyret på stedet  eller det var den svenske ungmø´s oplevelser de var bange for, skulle gentage sig. Det var heller ikke lang tid, før der blev sunget af hjertens lyst på samtlige nordiske sprog og dens svenske polka eller hvad det nu hed alt sammen som fik gulvbrædderne til at gynge faretruende. Den færøske franskmand foldede sig rigtig ud og råbte ”Vi ve La ro” alt imens hans store næse blev mere  og mere rød af mjød og fransk årgangsvin.

 

Der blev også mange andre udflugter/togter, som bliver for meget at fortælle her om.

 

Nu er vi igen samlet til sikkert en minderig aften og som en ny vesterhavssaga kan berette om.

 

Dette var sagaen om de første 10 år fra Vesterhavshytten om pralehalsene og svirrebrødrene i Nordhavnen

 

Alle bedes rejse sig og udråbe et hurra for prale-og svirrebrødrene på Vesterhavshytten

 

Ólavur

 

d. 4. april 2009..  

Tvørabáturin Ro- og Fritidsklub | CVR: 33225776 | Vesterhavsvej 9A, DK-2150 Nordhavn  | Tvorabaturin1999@gmail.com